Jeg sidder i rickshaw’en og kigger ud på byen der bevæger sig forbi. Og det var så her jeg gerne ville forklare hvad jeg så, men hvordan kan det beskrives? Et er, at affald ligger alle steder. En anden slående ting er traffikkulturen. En europæer kan kun beskrive det som kaotisk, men for en inder handler det om at indpasse sig. – hvordan kommer man hurtigst frem? Så på den måde også respekt for at der, så vidt jeg ved, ikke sker ”ret mange” ulykker i forhold til befolkningstallet – Her bor 7 mio. i Bangalore. Dog må jeg desværre berette at 2 (frivillige) japanske piger for et par uger siden kom slemt til skade i en richshaw ulykke. Den ene ligger i koma og den anden må ikke bevæge sig i 3 uger på grund af en rygskade. Det kan selvfølgelig ikke undgåes at det gør indtryk.
Jeg ikke lade være med at tænke ”fuuuck” en gang i mellem når vi sidder 4 piger i en lille rickshaw og vores chauffør forsøger at presse sig ind mellem 2 busser. Men det værste – seriøst det værste er at skulle krydse vejen. Det var nok det eneste her i verden der kunne få mig til at blive religiøs og tro på en højere magt. Jeg vil bruge denne lejlighed til at folde hænderne og sige tak – til den der har holdt hånden over mig.
Jeg lever. Ja, jeg lever i høj grad. Min frygt her i livet er at leve i en ensformig hverdag. Jeg studser stadig når vi er på vej for at handle og der lige pludselig står to køer og æder af affald i vejkanten. Og så er der alle de hjemløse hunde der strejfer rundt på gaderne og gøer natten lang i kampen om mad. Faktisk i dette skrivende øjeblik kommer en rumbo ind af døren og hun er lige blevet angrebet af 3 hunde, der har revet et stykke tøj af. Heldigvis skete der ikke mere udover forskrækkelsen.
En gang i mellem kan vi på kontoret høre aberne udenfor hoppe rundt på taget. En dag skulle jeg gøre et telefonopkald. Jeg går ud på balkonen og venter på at komme i gennem og forbi mig kommer en abe gående på gelænderet. Jeg tror nok jeg glemte alt om telfonopkaldet og stod stille som en frosen isskulptur og med udspilede øjne. Jeg sendte en tanke hjem til Danmark – De skulle bare vide hvad min hverdag bringer med sig her
Mens jeg sidder her i rickshaw’en på en dejlig solskinsrig lørdag, kan jeg kun smile af skidtet der flyver rundt og blandingen af lugte fra street food og floden vi krydser. Vinden kærtegner min kind. Det skal nok gå! Trods kulturelle udfordringer, så er dette en spændende chance for mig fagligt og personligt. Rejselyst for mig er en nysgerrighed på at lære mig selv bedre at kende og en trang til at skubbe sig selv ud på overdrevet.
